fbpx
Søg
Søg
Close this search box.

Claus måtte opgive elbil, da han flyttede i lejlighed

Da Claus Egemose flyttede fra hus til lejlighed i Aarhus, blev det en daglig kamp for at finde en ledig ladeplads. Det blev ganske simpelt for træls. Læs beretningen fra en tidligere glad elbilist.

Jeg købte min elbil i november 2015 med en forventning om, at den kunne dække mit kørselsbehov på trods af det beskedne batteri (60 Ah, BMW i3, BEV). Og det har den gjort til fulde i mange år. 

Den har fragtet mig ca. 90 km dagligt til og fra arbejde uden at jeg skulle lade op undervejs. Betingelsen for at det kunne lykkes var, at jeg ladede bilen op hjemmefra. For at kunne det købte jeg en hjemmelader i dyre domme. Det var før der fandtes tilbud om gratis ladestandere og strøm, når man køber bilen. Og det har faktisk fungeret perfekt.

Fakta

Bil: BMW i3

Batteri: 60 Ah

Pendling: 45 km hver vej

Behov for ladning: dagligt

En daglig kamp for mig at finde en ledig ladeplads

Skæbnen ville nu, at jeg måtte flytte i lejlighed i Aarhus. Så var det slut med at oplade hjemmefra. Jeg fandt til at begynde med et ladested på Aarhus Universitet, ca. seks minutters gang fra min lejlighed, men dette sted blev mere og mere ustabilt. Jeg oplevede, at strømmen ofte var slået fra, og til sidst virkede den slet ikke. Den nærmeste offentlige ladestander er ca. 12 minutters gang fra lejligheden, hvilket er for langt for mig. 

Endvidere oplevede jeg, at P-pladserne med ladestandere ofte er optaget af fossilbiler, Én var undtaget. Her har man skiltet med en ledning og det friholder den nogenlunde for, at andre end elbiler parkerer her. Det blev til sidst en daglig kamp for mig at finde en ladeplads, der ikke var optaget. 

Egentlig er der mange ladestandere i Aarhus, men de er altså ikke reelt tilgængelige.

Claus er tilbage i en dieselbil

En henvendelse til kommunen om problemet gav heller ikke pote. Kommunen er åbenlyst bange for at reservere flere P-pladser til elbiler og samtidig at skulle sørge for, at det bliver overholdt. “Vi vurderer løbende behovet”, skrev de som svar på min henvendelse. Man kunne have ønsket sig, at kommunen i stedet så skiltningen med Parkering forbeholdt for ladende elbiler som en gulerod – en incitamentskaber: Mange ledige P-pladser forbeholdt elbiler under opladning vil opfordre folk til at skifte til elbil. Men sådan ser kommunen det åbenbart ikke.

Nu er jeg tilbage med en diesel-bil. Væk er den daglige lade-irritation. Håber så at tiden arbejder for at næste bil igen kan blive elektrisk.

Kommentar fra Elbilforeningen

Elbilforeningen er løbende i kontakt med Aarhus Kommune om manglende adgang til ladestandere. I marts d.å. sendte vi et brev til viceborgmester Camilla Fabricius samt Teknik & Miljø. I brevet beskrev vi medlemmernes observationer og stillede på den baggrund forslag til forbedringer for konkrete ladepladser i det centrale Aarhus. Vi foreslog flere reserverede pladser og nogle steder også tidsbegrænsning på pladserne.

i løbet af den periode, hvor dialogen har kørt, har to byrådsmedlemmer stillet forslag om to reserverede pladser hvert sted. Det forslag er vedtaget den 14. august 2019. Skiltningen er dog ikke på plads endnu.