Søg
Søg
Close this search box.

e-tron: Elegant luksusmastodont

Anmeldelse af Audi e-tron. En minimalistisk øko-elbil med fodformede pedaler og sæder af biodynamisk æbleskind er Audi e-tron absolut ikke. Nej, det er en elegant luksusmastodont, der tilfældigvis kører på el, og det gør den blot endnu mere lækker at køre end stort set alt andet på fire hjul!

Design – eksteriør

Det første indtryk af e-tron er naturligvis det ydre design. Desværre har designeren ikke fortrudt den unødigt store kølergrill. Det er en ”skavank”, som e-tron deler med så mange andre elbiler. Det er jo lidt ærgerligt, når netop VW-koncernen har vist, at man kan designe ikoniske biler uden grill. Men OK, hvis det skal til for at vænne det brede marked til elbilens fortræffeligheder, så lad dog den blive hængende lidt endnu.

Grim er den jo heller ikke og trods alt skiller den sig ud fra sine fossil-søstre. Hvor konceptbilen havde utrolig skarpe kanter og var knap så ”easy on the eye”, så er produktionsudgaven heldigvis mere rund og afdæmpet. De skarpe ”øjne” er dog bibeholdt. Hurra for den løsning!

Audi e-tron er i øjeblikket den frækkeste ellert på havnen!
Audi e-tron er i øjeblikket den frækkeste ellert på havnen!

Det er muligt at bestille e-tron med en ladeport på hver side af bilen. Så er det altid let at få stikket i uanset, om standeren er på højre eller venstre side. Ladeporten er selvfølgelig motoriseret, når den åbner og lukker. På bagpartiet signalerer ”lårene” de spændte muskler, som bilen råder over. Vi genkender det designelement fra andre fine biler, og det gør sig også rigtig godt her.

Alt i alt er der tale om et fint, afdæmpet og elegant design uden at være opsigtsvækkende, og det er nok lige præcis målet – underspillet elegance. Det skal i øvrigt bemærkes, at bilen også fås som ”hammerhaj” – dvs. med kamerastilke i stedet for sidespejle. De skulle medføre en lavere vindmodstand og dermed et lavere forbrug. Men det må være meget marginalt. Men så kan man da skille sig lidt mere ud fra mængden, hvis det skulle friste.

Design – interiør

Sæderne

Når man sætter sig i førersædet, så sidder man godt med det samme. Der skal ikke mange finindstillinger til, før man ligefrem sidder perfekt. Modsat en del andre biler, hvor man konstant må indstille det ene eller det andet for at bevare komforten, så er sæderne i e-tron af en uforlignelig kvalitet på niveau med resten af bilen.

Der er hele 3 skærme i en e-tron; selve instrumentpanelet bag rattet og to yderligere i konsollen. Det fungerer godt. Bemærk håndstøtte og gearvælger nederst til højre i billedet.
Der er hele 3 skærme i en e-tron; selve instrumentpanelet bag rattet og to yderligere i konsollen. Det fungerer godt. Bemærk håndstøtte og gearvælger nederst til højre i billedet.

Instrumentbræt

Instrumentbrættet og interiøret har bevaret det kantede design, og det er jo et spørgsmål om smag og behag. Men det passer godt til bilens ”tech level”, og der er tænkt over detaljerne. Éns højre håndled hviler fx på en lille læderbetrukket støtte med indbygget gearvælger. Den giver en dejlig ergonomisk støtte, når man fx skriver adressen i GPS’en på den nederste skærm med fingeren. I stedet for én stor skærm i midterkonsollen er der to, og det er en rigtig fin opdeling. Den slags virker sjældent ret godt i praksis, så desto meget mere imponerende er det, at Audien forstod anmelderens kragetæer.

Sådan!

Skærm

Skærmen har i øvrigt et taktilt ”klik” indbygget, når man trykker på den. Det føles som om, at man skal trykke rigeligt hårdt. Måske er det blot tilvænning, eller anmelderens fingerled, der er plaget af slidgigt? Det er i hvert fald godt tænkt med det taktile feedback. Alle greb og materialer er selvfølgelig i topklasse. Selv de små skodder foran makeup-spejlene føles som om, at de glider i olie. Nogen højere oplevelse af interiørkvalitet er svær at forestille sig. Det må blive en udfordring for Bentley, hvis de skal lave en søstermodel. Det må blive noget med flere tusinde år gammel moseeg på instrumentbrættet, guld i stedet for alu og mulvarpeskind på sæderne. 😉

Den i øvrigt tyste kabine kan fyldes med vellyd fra et B&O-anlæg, der kan præstere en bas, der må kunne tilfredsstille selv en gangster-rapper.

Køreegenskaber og komfort

Audi e-tron kører simpelthen formidabelt. Højre pedal føles tung og solid – som en vægtet elfenbenstangent på et Steinway-flygel i modsætning til en normal plastiktangent på en synthesizer. Og når man trykker den tunge pedal ned i ”sport mode”, så flyver man simpelthen fremad på de enorme hjul. Der er ingen ”drifting”, ”spinning” eller uro i undervognen. Det er bare lydløst FREMAD, hvilket føles utroligt lækkert. Ja, vi er klar over, at der findes enkelte elbiler, der er endnu mere latterligt hurtige i acceleration. Men e-tron er bare så utrolig uanstrengt, når den sætter fra som en lydløs raket på skinner.

Luftundervognen – som selvfølgelig har flere indstillingsmuligheder – gør sit til at gøre kørslen utrolig komfortabel. Når man rammer en fordybning i vejen, så føles det nærmest blot som om, man kørte over en lille sæbeboble, når det i mange andre tunge elbiler opleves som om, man gungrende passerer et meteorkrater. Igen meget, meget lækkert.

Selvfølgelig er der også masser af plads til såvel passagerer som bagage. Der er også en lille ”froot” foran til kabler. Det er praktisk, selv om den sjovt nok er lidt tynd i plastmaterialet. Det må være den eneste undtagelse, da materialerne generelt føles utrolig solide og gedigne.

Økonomi og opladning

e-tron er ingen økobil, der slår rekorder i km pr. kWh eller rækkevidde. Hvem havde i øvrigt forventet det af en luksus-SUV på 2,5 ton? Men den skønnes i praksis at køre godt 300 km på en fuld opladning. Og den lader jo lynhurtigt op undervejs med 150 kW på DC. Holder man for at lade ved en destinationslader, så lader den som udgangspunkt med 11 kW. Som tilkøb kan man også få intern dobbeltlader på 22 kW. Ladehastigheden er bestemt godkendt!

Audien kommer i øvrigt med sit eget-tron-kort, som tilsyneladende kan anvendes til opladning hos både på Clever, Ionity og Sperto. Det er igen lækkert, og man ser allerede frem til den dag, hvor man bare kan lade hvor som helst når som helst uden at tænke over, hvem der er operatør.

I løbet af de dage, hvor FDEL havde bilen til test, oplevede en anden fører, at der var problemer med opladning ved en Ionity-stander, og at kablet sad fast. Den præcise årsag blev ikke fundet, og vi vil derfor hverken pege fingre ad Audi, Ionity, føreren eller den software, der styrer opladningen. Men det bekræfter jo blot, at selv i den mest luksuriøse elbil på markedet, kan man komme ud for en af de småproblemer, som vi alle har mødt i praksis i den ene elbil eller hos den anden ladeoperatør. Det er selvfølgelig noget, som vi kommer ud over i takt med, at industrien modnes og forbrugerne også vænner sig til korrekt betjening.

Her testede vi e-tron med en 24 kW DC-lader, der ikke tidligere er testet med e-tron jf. producenten af laderen. Det virkede upåklageligt. Bemærk mønstrene i fælgene. Der er ikke tale om udfræsninger men om klistermærker – sikkert for at mindske vindmodstand.
Her testede vi e-tron med en 24 kW DC-lader, der ikke tidligere er testet med e-tron jf. producenten af laderen. Det virkede upåklageligt. Bemærk mønstrene i fælgene. Der er ikke tale om udfræsninger men om klistermærker – sikkert for at mindske vindmodstand.

Når man tænker på, at prisen starter ved cirka kr. 800.000, så er det naturligvis ikke en billig bil for hele familien Danmark. Men den er altså fundet til de penge, hvis man er ude efter en luksus-SUV. Man får simpelthen ikke noget i den klasse der ligner for de penge, og den er samtidig meget bedre alene af den grund, at elkørsel er velkørsel. Go get it, if you can…

Audi e-tron blev stillet til rådighed for test af FDEL af importøren, Semler Gruppen A/S.

Hurtig fakta for Audi e-tron

Rækkevidde WLTP410 km
Rækkevidde reel ca.300 km
Effekt ved AC-ladning (langsom)11 eller 22 kW
Ladetid ved langsomladning (11 kW on-board-lader) 3 faser9 timer
Ladetid ved langsomladning (22 kW on-board-lader) 3 faser4,5 timer
Bilens max. effekt ved DC-ladning (hurtigladning)150 kW
Ladetid ved hurtigladning på 150 kW-lader25 min
Ladetid ved hurtigladning på 50 kW-lader (10-80%)74 min
HurtigladestikCCS
Vægt2,5 ton
Batteristørrelse83,6 kWh
Se mange flere detaljer her: https://ev-database.uk/car/1092/Audi-e-tron-55-quattro

e-trons rækkeviddeberegner

e-tron rækkeviddeberegner

Se også denne videoanmeldelse

Videon er produceret af Jimmy Lerche.