Søg
Søg
Close this search box.
VW e-Golf 7.5

Volkswagen e-golf: Elbil på kanten

Klokken er 12, på en kold og tåget vinterdag. Bilen har stået i carporten natten over og er blevet ladet op til 100%. Afgangen fra Elbilforeningens medlem Poul Jørgensens adresse ved Slangerup sker i stille og roligt tempo, men der spares ikke på energi til fornødenheder som varme og musik. E-Golfen ruller stille ind i co-medlem Jan Johansens indkørsel i Bagsværd, som i forvejen tæller ikke mindre end tre elbiler, én Nissan Leaf, én Peugeot iOn og én Mitsubishi iMiev.

Fire elbiler i samme indkørsel.

 

Der er altid plads til én mere, som man siger. Vi får begge taget billeder af det særlige syn – det er trods alt ikke et hverdagssyn med fire elbiler i samme indkørsel. Idéen med dagen var at modbevise de der siger at elbiler udelukkende er bybiler. Det var oprindeligt en hurtig indskydelse fra den forhenværende formand for FDEL, Martin Messer, at Jan og jeg kunne låne bilen. En fredag eftermiddag blev vi spurgt, om vi kunne være interesserede i at prøve den nye generation e-Golf, populært kaldet 7.5, da den er et midtvejs-facelift, og ikke en helt ny model. E-Golf har nu et 35,8 kWh-batteri, som ifølge VW skulle være nok til 300 km rækkevidde, jf. NEDC-normen. Da vi vist begge nemt kan betegnes som elbilnørder var der ingen tvivl – vi skulle have fingrene i denne bil. Det blev løseligt debatteret om vi skulle tage et smut over én af broerne, eller om vi skulle blive på Sjælland. Beslutningen faldt på “et sted i udkantsdanmark” – Nakskov blev valgt. Vi satte kursen og besøgte først den nærliggende Clever-lader ved Føtex i Husum, for at starte ud med et fuldt opladt og varmt batteri. Det tog ikke særlig lang tid at komme fra 82% til 100%. Bilen blev indstillet til Eco+ program og beregnet rækkevidde på 297 km. Jan indtog førersædet, og derefter var vi hurtigt på vej mod de sydlige danske himmelstrøg.

 

Clever-laderen optager meget af båsen, som besværliggører parkering indenfor feltet.

 

På motorvejsrampen fandt vi vores første lastbil, som vi straks lagde os i slipstrømmen af – vi havde jo ingen idé om hvor langt bilen reelt ville kunne køre, så teorien var at holde et lavt tempo i starten og overlade styringen til bilens autopilot. E-Golf var udstyret med adaptiv fartpilot samt vejbaneassistent, som gjorde det legende let at ligge bag lastbiler og den øvrige trafik. Vi flettede ud på Køge Bugt Motorvejen og undrede os over hvorfor alle de andre bilister havde så travlt. Vi kommer jo frem alligevel, endog med en noget lavere hastighed. I det tempo har man overskud til at tale om verdenssituationen, se det nye jernbanebyggeri, og ellers bare nyde tilværelsen som elbilist. Vi nåede ikke længere end til Farøbroerne før den var gal. Men det var ikke bilen der fejlede noget. I dette tilfælde var det altså mig der ikke kunne holde sig længere, så vi besluttede at køre ind om E.On-laderen på Farø. Her var stille, så vi kunne nemt “parkere” foran laderen, hvor Jan lavede et Facebook-opslag for at puste ild til debatten om den korte rækkevidde – for min blære, vel at mærke. Ingen opladning nødvendig her!

I Nakskov er der endnu ingen hurtigladere. Denne Shell-tank er en ringe trøst for en e-Golf.

 

Vi nærmede os Nakskov, men det kunne ikke blive vores slutdestination. Der er nemlig p.t. ingen hurtigladere. Vi talte derfor om hvorvidt vi skulle fastholde målet Nakskov, for derefter at køre tilbage til hurtigladeren i Nykøbing F., eller om vi her, kort før Nakskov, skulle kalde det en dag, vende om og køre direkte mod hurtigladeren i Nykøbing F. Ifølge bilens computer var der nok rækkevidde til at nå hele vejen, men vi havde oplevet undervejs at den havde været meget optimistisk og ret hurtigt nedjusterede sin anslåede rækkevidde. Vi besluttede at køre hele vejen. Vi var kommet for langt til at stikke halen mellem benene nu. Vi havde en margin på 10 km, og for en erfaren elbilist som Jan var det rigeligt med overskud. Vi ankom i Nakskov, hvor jeg, der er noget mindre erfaren, overtog rattet med 56 km resterende rækkevidde på batteriet. Men foran os ventede turen tilbage til hurtigladeren i Nykøbing F. De sidste kilometer tilbagelagde vi i sneglefart. Vi kørte ikke over 70 km/t af hensyn til rækkevidden. Gabet mellem den anslåede rækkevidde og den resterende distance blev mindre og mindre. Vi holdt humøret oppe hele vejen. Hvis det skulle gå helt galt, havde vi heldigvis “mormor-kablet” med i bilen. Allerede ved 50 km tilbage på “gæt-o-meteret” kom den første advarsel om lav batteristand. Det sagnomspundne Skildpadde-symbol viste sig. “Turtle-mode” indtræder ved 12 km.

56 km tilbage på batteriet og…

 

51 km til nærmeste hurtiglader.


Det var med lodder og trisser at vi ankom til Nykøbing F. 56 km rækkevidde på batteriet og 51 km til ladestanderen. 1% tilbage på batteriet, svarende til 6 km rækkevidde. Præcis 218,2 km fra Føtex i Husum endte vi ved Føtex i Nykøbing Falster. Vi havde på turen brugt 99% af batteriets kapacitet. Endelig kunne vi slappe af og nyde Jans medbragte banankage, mens bilen ladede op til hjemturen. Fire elbiler i sammen ind.

Tekst og billeder: Poul Jørgensen

Testkørere: Jan Johansen og Poul Jørgensen

Effekt136 hk/100kW
Moment270 Nm
Batterikapacitet (brutto)35,8 kWh
Batterikapacitet (netto)30,6 kWh
Antal celler/moduler264/27
Nominel Spænding323 V
Maks. ladeeffekt40 kW
Rækkevidde NEDC300 km
Reel rækkevidde (opnået vinter)218 km
Strømforbrug NEDC12,7 kWh/100 km
Reelt strømforbrug (opnået vinter)13,9 kWh/100 km
MotortypePermanent magnet (DC)