Elbiltest

01/09/2026

Bedre end Buzz’en: KIA PV5

PV5 Passenger er den billigste vej til syv sæder i en elbil — og endelig en seriøs konkurrent til VW’s ID.Buzz.

 

KIA PV5 Passenger

I overblik

PV5 Passenger er den billigste vej til syv reelle sæder i en elbil, og giver længe ventet konkurrencel VW’s ID.Buzz.
Der er tre forskellige udstyreniveaier; Access, Prestige, Upgrade og prislejet spænder fra 279.999–339.999 kr.
Konfigurationen med 7 sæder er et tilvalg til 12.000 kr, uanset udstyrsniveau.

Køreoplevelse

PV5 har overraskende gode køreegenskaber. Man sidder godt i sædet, og man sidder højt – men til forskel fra ID BUZZ, er man her omgivet af enorme vinduer, der går ned til lårene. Det giver et utroligt godt udsyn, men koster et armlæn til venstre arm.  PV5 lykkedes også med at føles større indeni, end den er udenpå – den er både kortere og smallere end KIA’s flagskib EV9, og minder altså mest af alt om en almindelig personbil, i både dimensioner og venderadius. Samlet set helt uproblematisk at køre, også, hvis man er vandt til at køre almindelige personbiler.
Motoren i Long Range-udgaven med 163 hk føles rigeligt kraftig: man kommer hurtigt op i fart, og holder ikke trafikken tilbage.
Infotainmentsystemet i PV5 er baseret på Android Automotive, og altså ikke KIA’s egen software. Det muliggør bedre tilpasning af apps.

  • Motorkraft (FWD): 121 hk (Standard Range) / 163 hk (Long Range)
  • Vægt: 2.145 kg (Long Range)
  • 0–100 km/t: 12,8 sek. (Standard Range) / 10,6 sek. (Long Range)
  • Topfart: 135 km/t

Rækkevidde og opladning

Long Range-udgaven vil dække de fleste familiers behov – kun lange ture på tværs af landet vil kræve et ladestop. Lynopladningen bringer bilen fra 10 til 80 pct. på en halv time, hvilket er konkurrencedygtigt for segmentet. PV5 kører på en 400-volts platform, modsat f.eks. EV6, som har en 800-volts platform der tillader hurtigere lynladning.
Standard Range-udgaven har så kort rækkevidde, at den kun kan anbefales til meget specifikke, afgrænsede kørselsbehov, hvor man ikke har planer om at køre længere stræk ofte.
På motorvej målte jeg i sommervejr et forbrug på mellem 160 og 175 wH/km – det er meget, meget flot for en bil i denne størrelse, og modsvarer en realistisk sommer-rækkevidde på ca. 350km. Til vinter, og ved fuldt læs, vil rækkevidden naturligvis være mindre.

  • Batterikemi: Nikkel-mangan-kobolt (NMC), litium-ion
  • Batterikapacitet (netto): 51,5 kWh (Standard Range) / 71,2 kWh (Long Range)
  • WLTP: 295 km (Standard Range) / 412 km (Long Range)
  • Lynladning (DC): Op til 150 kW
  • Destinationsladning (AC): 11 kW, 3-faset (mulighed for tilkøb af 22kW)

Kabine og komfort

Det er en positiv, charmerende oplevelse at sidde bag rattet – ligesom i ID. Buzz. Her, i PV5’eren, har man dog været mere trofast mod den klassiske varevogns-stil, med store vinduespartier og praktiske opbevaringsløsninger i kabinen. Materialerne er ikke luksuriøse, men de føles robuste.
Bagsædet er på samme måde simpelt – der er USB-ladere, og betjening af klimaanlæg og mulighed for sædevarme – men ellers er det simpelt og praktisk, med oceaner af plads.
Varme i for- og bagsæde samt i rattet er standard fra Access-niveauet. Upgrade tilføjer ventilerede forsæder.

  • Bagagerum: 318 liter med 7 sæder i brug (Renault 5 rummer 326 liter) / 1.330 liter med 5 sæder
  • Frunk: Ingen
  • Anhængertræk: Op til 1.500 kg bremset med 5 sæder; 750 kg (Access/Prestige) eller 0 kg (Upgrade) med 7 sæder
  • Akselafstand: 299 cm

Praktisk anvendelighed

Kia PV5 er enormt praktisk. Der er plads alle vegne – og i baggagerummet kan du parkere 2 barnevogne ved siden af hinanden, uden at klappe dem sammen (i 5-sæders udgaven).
Bagsædet har helt ekstremt meget plads – man kan således uden besvær bevæge sig fra den ene side af bilen til den anden. Der er også et almindeligt el-stik, så man kan oplade f.eks. en bærbar computer under rejsen.
El-bagklap og el-sidedøre i begge sider føles som essentielt udstyr, når man først har prøvet dem — ikke et nice-to-have. Upgrade er det eneste udstyrsniveau, hvor begge dele er standard, og derfor den jeg anbefaler.

Men pas på: vælger man 7 sæder på Upgrade, bortfalder anhængertrækket helt (0 kg påhængsvægt). På Access og Prestige kan man stadig få 750 kg med 7 sæder, men uden de el-betjente døre og bagklap som standard. Man må altså vælge mellem den mest praktiske kabine og muligheden for at trække en trailer — og det er netop 7-sæders-udgaven, der er den mest interessante ved bilen.

Ligesom flere andre KIA’er, understøtter PV5 ‘V2L’ – det betyder, at du med en adapter i ladestikket, kan bruge strøm fra bilens højvoltsbatteri til at drive elaparrater – en crepe-pande i skoven, en lyskæde ved stranden, en kaffemaskine på parkeringspladsen – you name it. Potentialet for at bruge PV5 som fritids/campingbil må siges at være stort.

Pris og konkurrenter

Kia rammer et hul i markedet, som VW’s ID.Buzz indtil nu har haft for sig selv. Prisen fra 279.999 kr. gør PV5 Passenger til den billigste vej til syv sæder i en elbil, og selv Upgrade-udgaven  lander under 340.000 kr. PV5 er også den mest praktiske af de to. Det, der taler for en Buzz er, at den fås i to forskellige længder, og at interiøret føles en tand mere lækkert – men hvis du køber en bogstavelig familiecontainer, er det nok ikke luksus, der vejer tungest..

  • Garanti: 7 år / 150.000 km

Del online:

Se andre elbiltests

Renault 5

09/09/2025

Hvis din hverdag sjældent kræver mere end 200 kilometers kørsel, plads til basketballspillere på bagsædet eller evnen til at sluge XL-barnevogne – så er Renault 5 ganske enkelt perfekt!

 

Se anmeldelsen

Zeekr X Privilege AWD

16/04/2025

Zeekr X deler komponenter med EX30 og tilbyder mere plads på bagsædet. Men er det nok til at få folk over?

 

Se anmeldelsen

Mazda 6e

31/05/2026

Mazda 6e imponerer med design, kabine og køreoplevelse – men software trækker helhedsindtrykket ned.

Se anmeldelsen