Elbiltest

Ford Capri & Explorer

Elektrisk comeback? Dobbelttest af Ford Capri og Explorer. Kan Ford tage Danmark og resten af Europa med storm? Kendt tysk teknologi skal hjælpe mærket i mål.

Det lynhurtige overblik

Du er landet midt i en dobbelttest af Ford Capri & Explorer.
Udsædvanligt at lave en duel mellem to spillere fra samme hold? Så har du ikke set Formel 1.
Disse to modeller nemlig kæmper om et fælles mål – at genrejse Ford til fordums stolte plads i dansk (og Europæisk) bilhistorie.

Begge modeller er baseret på VW-gruppens MEB-platform, som vi bla. kender fra VW ID.4, Skoda Enyaq og Audi Q4.
Explorer err kortere i længden, og bliver positioneret som kvadratisk, praktisk og mere komfortorienteret, mens Capri er længere og lægger sig tættere mod asfalten med en coupé-lignende fastback-profil og strammere affjedring – altså det mere sportslige alternativ. 

Baggrunden

Mellemstore crossovers er efterhånden et trængt segment, med mange konkurrenter. Og det er trængt netop fordi det er det bedst sælgende segment pt. Derfor er det naturligt, at Ford vil have en bid af denne kage, og nok med et håb om, at det kan bringe nyt liv til den blå oval i Danmark og Europa.

Og nyt liv er netop, hvad Ford trænger til. Ford har haft nogle svære år på det europæiske marked – samtidig med at tidligere tiders storsællerter – Mondeo, Focus og Fiesta – er lagt i graven, er elbilssalget stormet frem i Europa, alt imens Ford kun har haft en enkelt, småforkølet plug-in-hybrid på hylderne.

Ford Capri EV


For at opnå økonomiske stordriftsfordele har VW og Ford indgået et samarbejde om deling af elbilsteknologi.
Denne strategi virker enkel og solid – især når man tænker på, at ID.4 er den næstmest solgte bil i Danmark i år.
Dog har Ford endnu ikke formået at skabe et nyt kæmpehit: man skal ned på 32. pladsen over årets mest solgte biler for at finde Ford Explorer. Sammenligner man direkte med den storsælgende søsterbil fremgår det af statistikken, at der er solgt fem ID.4’er for hver Explorer i år.

Capri og Explorer produceres på Fords egen fabrik i Köln, som har været ramt af flere opsigelsesrunder igennem det seneste år: Ford forklarer opsigelserne med faldende efterspørgsel.

Kabinen og komforten

Interiøret i både Capri og Explorer er praktisk talt ens. I begge modeller genfinder man flere detajler fra søsterbilerne fra MEB-platformen, på alt fra gearvælger til kontakterne til vinduer og lygter. Ford skiller sig dog ud ved at have en stor, vertikal skærm mellem fører og forsædepassager – som vi kender det fra Mustang Mach-E. Skærmen kan opdeles på flere måder, så du kan have f.eks. navigation øverst, og medieindhold nedenunder.
Skærmen kan også let ‘vippes’ for at ændre vinklen – det kan både reducere genskin, men også ændre fordelingen mellem opbevaringsplads foran/bagved skærmen.

Interiøret i Capri og Explorer EV er så godt som ens

Explorer er den mere kantede og praktiske af de to med 470 liter bagagerum, mens Capri – med sin længere profil – overraskende nok tilbyder 572 liter, og i visse konfigurationer endda mere hovedhøjde på bagsædet.

Ingen af dem har frunk, og anhængertrækket er valgfrit, men begge kan klare op til 1.200–1.400 kg, afhængigt af variant. Akselafstanden er 2767mm for begge modeller.

 

 

Baggagerummet i Ford Explorer EV

Køreoplevelse

Capri skulle i teorien være den sportslige af de to – men i praksis er forskellen lille. Sammenlignet med konkurrenterne (og dem er der mange af) føles køreoplevelsen dog dynamisk og involverende, især i Capri. Selvom speeder-respons og affjedringen er lidt skarpere end ved MEB-konkurrenterne, så er det stadig to elektriske familie-crossovers, der kan være bløde og medgørlige. 

Ford Explorer EV

Udover design, er det nemlig primært køredynamikken, der adskiller Fords nye elbiler fra MEB-platformens øvrige modeller. Audi har med Q4 Sportback positioneret sig som den sportslige mulighed – men til en væsentligt højere pris. En Q4 Sportback med tilsvarende rækkevidde starter ved 419.990 kr., altså knap 60.000 kr. dyrere end Ford Capri.

  • Motorkraft: 170 / 286 hk
  • Vægt: 1908– 2090 kg
  • 0–100 km/t: – 6,4 – 9 sek.
  • Topfart: 160-180 km/t

Rækkevidde og opladning

Modellerne fås med både 52 kWh og 77 kWh batteripakker – priserne her er med udgangspunkt i det store batteri, som generelt må anbefales da prisforskellen er lille. Rækkevidden er, ikke overraskende, hekt på niveau med konkurrenterne i det mellemstore crossover-segment.
Via infotainmentsystemet kan man manuelt forvarme batteriet – det er smart og muliggør hurtigere lynladning, selv om vinteren når batteriet er koldt.

Explorer RWD Ultra Range: 602 km WLTP
Capri RWD Ultra Range: 627 km WLTP

Lynladning (DC) Op til 145kW
Destinationsladning (AC) 11 kW, 3-faset

Pris og konkurrenter

Ford har prissat sine to el-crossovers lige under VW’s tilsvarende modeller, og Capri er umiddelbart mere aggressivt prissat end Explorer, når man sammenligner med MEB-platformens fastback-konkurrenter.

Explorer RWD UR: 327.990 kr
VW ID.4 82 kWh Move+: 339.995 kr 

Capri RWD UR: 347.990 kr 
VW ID.5 82 kWh Style+: 384.995 kr 

Explorer og Capri er altså en anelse billigere end søsterbilerne – men ikke meget. Salgsstatistikkerne viser da også, at de fleste danskere fortsat vælger ID.4: måske er der behov for en større prisgevinst, før flere vælger Ford?

Vil du længst væk fra familie-kasse looket, kan du vælge Capri i sort. Her bliver den nærmest dyster.

Konklusion og anbefaling

Explorer og Capri er to helt udmærkede elbiler – velkørende, komfortable og teknisk modne. Selvom det ikke var flere mellemstore crossovers, vi forbrugere havde brug for, kan de dog skabe lidt mere variation i gadebilledet. Personligt ville jeg vælge Capri i valget mellem de to, da køreegenskaberne er marginalt bedre, uden at man går på kompromis med praktikalitet og rummelighed. 

Indtil videre ser det ikke ud til, at disse to modeller kan blive Fords redning på det Europæiske marked.
Det skal bemærkes, at Ford har udviklet anderledes og spændende elbiler som Bronco og F-150 Lightning, men dem må vi fortsat kigge længe efter i Danmark.

Ford lover dog en ny “breakthrough EV” til under 30.000 USD (under 200.000 kr)– og det bliver interessant at se, om den kan give mærket det elektriske comeback, som Capri og Explorer kun delvist har leveret. Om denne budgetbil bliver udviklet af Ford selv, eller med VW-gruppen, på en ID.2-platform, må vi vente at se. Men sikkert er det, at vi kommer til at se den på det danske marked – det er lige en bil for os.

Indtil da har Ford en anden mindre elbil i sortimentet, nemlig Ford Puma Gen-E – en konverteret fossilbil. Hold øje med siden her for en snarlig test af denne!

Del online:

Se andre elbiltests

Kia EV3 (Long Range)

22.06.2025
Kia frister med masser af plads og den længste rækkevidde for bilsegmentet. Men hvordan er kompaktbilen EV3 egentlig at leve med?

Se anmeldelsen

MG Cyberster

Cyberster er, til forskel fra MG’s øvrige portefølje – ikke en elbil for familien. Cyberster er legetøj for voksne.

 

Se anmeldelsen

Renault 5

Hvis din hverdag sjældent kræver mere end 200 kilometers kørsel, plads til basketballspillere på bagsædet eller evnen til at sluge XL-barnevogne – så er Renault 5 ganske enkelt perfekt!

 

Se anmeldelsen