Elbiltest

21/06/2026

KIA EV4 – hatchback’en er tilbage!

Kia EV4 går efter ID.3 og Elroq med klasseledende rækkevidde og en lækker kabine.

I overblik

Kia EV4 banker på døren til et segment, hvor der allerede er trængsel: Volkswagen ID.3 og Cupra Born, Renault Megane E-Tech og ikke mindst Skoda Elroq, der fortsat er Danmarks mest solgte bil i år. Men hvor mange af konkurrenterne er crossovers i mere eller mindre forklædning, er EV4 Hatchback en ægte, lav elbil med fem døre og et langt, næsten coupéagtigt karrosseri.

Køreoplevelse

EV4 er 14 cm længere mellem akslerne end EV3 og samtidig lavere. Det giver ikke bare en anden silhuet, men også en anden karakter bag rattet. EV4 føles som en større og mere voksen bil end EV3 – mindre højbenet, mere rolig og klart mere velegnet til lange motorvejsetaper.

På trods af det markante ydre er oplevelsen bag rattet først og fremmest afslappet. Pedalrespons og styring er afstemt til rolig, flydende kørsel, og affjedringen er blød. Pressebilen på de større hjul bevarede stadig en behagelig komfort, men EV4 har ikke helt samme kontakt med underlaget som EV6. Den læner sig en smule ind i hurtige sving, og man mærker, at komfort har været prioriteten. EV4 er med forhjulstræk, pånær topudgaven GT, som har firehjulstræk.

Det betyder ikke, at den er kedelig. Når vejen snor sig, kan den stadig sagtens få smilet frem – og det ville også være synd andet, nu Kia har lavet en rigtig hatchback, fremfor en crossover.

Køreassistenterne fungerer overbevisende og uden konstant at gøre opmærksom på sig selv. Som i andre Kia-modeller kan regenereringen justeres hurtigt via pedalerne bag rattet. Det gør det let at vælge mellem ‘frigear’ på motorvejen og one-pedal-driving i byen, uden at skulle rode rundt i en menu.

  • Motorkraft (kW): 204 hk (FWD), 265 hk (AWD), 292 hk (GT AWD)
  • Vægt (kg): 1811 – 1900
  • 0–100 km/t (sek): 5,6 – 7,7
  • Topfart: 170 km/t

 

Rækkevidde og opladning

EV4’s store trumfkort er rækkevidden. Long Range-versionen har et batteri på 81,4 kWh og en WLTP-rækkevidde på op til 625 km som Hatchback.

På min faste langturs-test fra Aarhus til København via Storebælt testkørte jeg Long-Range versionen: i sommerligt vejr fik jeg et gennemsnitsforbrug på 5,3 km pr. kWh – det svarer til en realistisk motorvejsrækkevide (om sommeren) på lige nord for 400 kilometer, og det er flot!

Standard Range har et batteri på 58,3 kWh og op til 440 km WLTP-rækkevidde. Det er rigeligt til mange danske hverdage, men Long Range er den interessante version for dem, der jævnligt krydser landet, eller kører længere ture på kontinentet.

Opladning er derimod ikke EV4’s stærkeste disciplin. Den bygger på Kias E-GMP-platform, men har ikke EV6 og EV9’s 800-volt-arkitektur. Long Range klarer maksimalt 128 kW ved lynladeren, mens Standard Range topper ved 101 kW. Kia opgiver 10-80 procent på cirka 29-31 minutter.

Det er ikke dårligt, men det er heller ikke imponerende i 2026. På den lange tur betyder det, at EV4 skal holde længere ved laderen end en EV6 eller Hyundai Ioniq 5. Til gengæld er rækkevidden så god, at man sjældent behøver at stoppe.

  • Batterikemi Lithium-Ion Polymer
  • Batterikapacitet (netto) (kWh) 68 / 77
  • WLTP (km) 440 – 625
  • Lynladning (DC) 101 – 128 kW
  • Destinationsladning (AC) 11 kW, 3-faset
  • Varmepumpe: Ja, standard

Kabine og komfort

Kabinen er en af EV4’s klare styrker. Kia har skabt en førerplads, der føles mere gennemtænkt og mere helstøbt end i mange af de direkte konkurrenter. Materialerne er bløde de rigtige steder, opbevaringspladsen er god, og kvalitetsfornemmelsen ligger efter min smag et lille trin over både ID.3 og Cupra Born.

Foran dig sidder tre skærmflader samlet i ét bredt panel: instrumentering, navigation og en mindre klimaskærm i midten. Klimaskærmen kan være skjult bag rattet, afhænging af førerens højde og rattetts instilling, men den betyder, at man ikke skal grave sig gennem hovedskærmens menuer for hver lille temperaturjustering. Derudover er der fysiske knapper til de funktioner, man bruger ofte, og det er stadig den bedste løsning.

Knapper og betjening er generelt logisk placeret omkring føreren. Det tager ikke lang tid at lære bilen at kende, og det er en kvalitet, der bliver stadig mere sjælden i en tid, hvor mange producenter har set sig blinde på touchskærmenes muligheder (og nok også billigere produktionslinjer, der ikke skal forholde sig til knapper).

Gearvælgeren sidder bag rattet sammen med start/stop-knappen. Det frigør plads på midterkonsollen, men placeringen er ikke helt ideel: Afhængigt af højde og ratindstilling kan den være svær at se. Og som jeg altid siger: det er svært at forstå, hvorfor der overhovedet behøver at være en særskilt startknap i en elbil.

Praktisk anvendelighed

Der er god plads på bagsædet. Den lange akselafstand giver især fin knæplads, og EV4 føles som en bil, der uden problemer kan bruges af en familie med voksne passagerer bagi.

EV4 Hatchback er den mest fornuftige af de to karrosserivarianter. Bagagerummet rummer 435 liter og har en stor, anvendelig åbning, der gør den let at pakke til hverdag, ferier og familieliv.

Fastback-versionen er mere særpræget. Den ser lang, lav og aerodynamisk ud, og den har faktisk et større bagagerum på 490 liter. Men åbningen er mindre, så man skal skubbe bagagen ind gennem et relativt smalt hul. Det er en løsning, der fungerer fint til bløde tasker og indkøbsposer, men mindre godt til barnevogn, flyttekasser og andre klodsede ting.

Der er ingen frunk i nogen af versionerne. Det er ikke afgørende, men det er lidt ærgerligt i en elbil, hvor pladsen under motorhjelmen ellers kunne have været oplagt til ladekabler og småting.

  • Bagagerum (liter): 435 (Fastback) /  490 (Hatchback)
  • Frunk (liter): Nej
  • Anhængertræk (kg): Ja, til 1000kg
  • Akselaftand: 2820mm

Pris og konkurrenter

KIA EV4 kan fås fra 265.000/290.000 kr for mindste henholdsvis største batteri og med det laveste udstyrsniveau.

Med det største batteri ser priserne for de forskellige udstyrsniveauer således ud (i Juni 2026):
Prestige (305.000 kr) byder på sikkerhedssystemer, trådløs telefonopladning, og
Upgrade til 335.000 kr på 360* kamera, aut. nødbremse, blindvinkelkamera, parkerings- og motorvejsassistent, varme i for og bagsæder, samt adaptivt fjernlys.

GT-line (350.000) har opgraderet lydanlæg, eljusterbare forsæder m. lændestøtte og ventilation.
Topmodellen GT (430.000 kr) har elektronisk undervogn, sportssæder, og heads-up display.

Samlet set vurderer jeg at Upgrade-pakken er det bedste køb – dog skal man så notere sig, at prisen ender på knap 350.000 kr, som er væsentligt over startprisen.

Kia EV4 er kort sagt et godt kompromis mellem hatchbackens smidighed og SUV’ens praktiske dyder. Vil du have en billigere Kia, er EV3 et oplagt sted at starte. Vil du have mere crossover-format og højere siddeposition, er EV5 mere relevant. Men vil du have god bagsædeplads, lang rækkevidde og en elbil, der ikke ligner alle de andre, er EV4 et af de mest interessante nye bud i klassen.

Fastback-udgaven har et meget karakteristisk bagparti.

Garanti: 7 år eller 150.000 km (8 år og 160.000 km for højvoltsbatteriet)

Del online:

Se andre elbiltests

Tusind kilometer i KIA EV6 Facelift

07/12/2025

Dette facelift er mere spændende end de fleste – kan KIA EV6 nu få den success, den gik glip af for knap 4 år siden?
Vi tester KIA EV6 FL på en 1000+ kilometers langtur!

Se anmeldelsen

KIA EV2 First Drive

31/03/2026

Med EV2 sætter KIA en ny standard for begrebet ‘lille KIA’, udfordrer konkurrenterne på især rækkevidde og design.

Se anmeldelsen

Porsche Macan

21/02/2026

Det er et stort øjeblik, når Porsche elektrificerer deres bedst sælgende bil.
Vi dykker ned i Macan, og den nye PPE-platform.

Se anmeldelsen