Elbiltest

10/03/2026

Skoda Elroq

Med 10.624 solgte eksemplarer blev Skoda Elroq den mest solgte bil i Danmark i 2025.
Det er dog kun udgaverne med det mindste batteri, der for alvor er interessante!

I overblik

Skoda Elroq har taget Danmark med storm – det blev den mest solgte bil i 2025, og i de første måneder af 2026 er markedsandelen steget yderligere til 6% af alle solgte personbiler.

Det er ikke ligefrem mellemstore elektriske crossovers, vi har manglet, så konkurrencen er hård. Med Elroq har Skoda dermed på imponerende vis indtaget en dominerende plads i et trængt segment.

Køreoplevelse

Køreoplevelsen i Elroq er meget anonym, hvilket understreger at formålet først og fremmest er at levere prisbillig praktikalitet. Det er en kvik bil, som er nem at manøvrere i bykørsel. Affjedringen er til den faste side, men bilen føles stabil på motorvej trods den lille størrelse – den vejer da også knap 2 ton. Assistentsystemerne fungerer godt som i øvrige biler fra MEB-platformen – det er en vellykket omgang.

Man kan vælge en Elroq RS hvis man vil have mere sportslighed med op til 340 hestekræfter – men så flytter prisen sig tilsvarende opad.
60- og 85-udgaverne fås også i Sportline-udgaver, der har mere vægt i styrtøj, lavere affjedring og sportslige designfeatures inklusive større fælge og sportssæder, men samme ydelse som standard-udgaverne – så umiddelbart vil jeg spare de ca. 20.000 kr, som Sportline koster.

  • Motorkraft (hk): 170 – 340
  • Vægt: 1946 – 2190kg
  • 0–100 km/t: 5,4 – 9,0
  • Topfart: 160 – 180 km/t

Rækkevidde og opladning

Elroq fås med intet mindre end fire forskellige batteristørrelser – 52, 59, 77 eller 79 brugbare kilowatttimer.

60-udgaven (som har 59 brugbare kWh) skal konkurrere mod de øvrige små el-SUV’er som Renault 4, KIA EV2, som også fås med batterier på 50-60 kWh.

Vil man op på en rækkevidde der muliggør langture på tværs af landet uden ladestop, skal man vælge 85-udgaven – men så bliver prisen for høj (se længere nede).

Vi ankom til første lynlader med 7% strøm på batteriet efter ca. 250 kilometers kørsel – det meste på motorvej. En ladehastighed på 149 kW er ganske flot!

Vi testede 60-udgaven, med en WLTP-rækkevidde på lidt over 400 km. Vi tog den på en længere tur fra København til Harboøre, ca. 600 km i alt, og lykkedes fint ved brug af lynladere langs ruten – at være på langtur med elbil er virkelig let i dagens Danmark!

  • Batterikemi Lithium-ion
  • Batterikapacitet (netto) (kWh) 52 – 79
  • WLTP 375 – 562 km
  • Lynladning (DC) 135 kw (85 og 85 Sportline) 145 kW (50), 165kW (60), 175 kW (85x og 85x Sportline), 185 kW (RS)
  • Destinationsladning (AC) 11 kW, 3-faset
  • Varmepumpe: Ja, undtagen i ’50’ -udgaven
Når WLTP-rækkevidden er under 500km, vælger jeg altid færgen når jeg skal fra København til Midt/nordjylland.

 

Kabine og komfort

Interiøret er simpelt og praktisk. Føreren har en lille skærm i høj oplsning direkte foran sig, hvor de vigtigste informationer vises. En større infotainment skærm er i midten af kabinen, og softwaren fungerer godt. Der er god aflægningsplads. Min eneste anke er brugen af touch-følsomme knapper på rattet – jeg fortrækker til hver en tid fysiske knapper, der lettere betjenes uden at flytte blikket fra vejen.

Bilens software viser den anslåede maksimale ladehastighed – hjælpsomt til nye elbillister, der skal lære effekten af temperatur og batterikapacitet

Praktisk anvendelighed

Elroq ligner en lille Enyaq – og det er i praksis det, du får, med alt hvad det indebærer. Det er blandt andet en billigere pris, men også mindre plads. Elroq er 20cm kortere end Enyaq, men begge biler har samme akselafstand (da de begge er baseret på VW-gruppens MEB-platform). Derfor er det først og fremmest baggagerummet, der bliver mindre, og kun i mindre grad pladsen i kabinen.
Voksne kan derfor uden besvær sidde på bagsædet af Elroq – men 3 på bagsædet kan ikke anbefales.

  • Bagagerum: 470 liter (585 i Enyaq)
  • Frunk: 0 liter
  • Anhængertræk: Ja, 750/1000 – 1800 kg
  • Akselaftand: 2765mm

Pris og konkurrenter

Model 50 60 85 85x RS
Pris 250000 265000 315000 335000 380000
Ydelse (hk) 170 204 286 286 340
Lademax 145 165 135 175 185
Batteri (Netto )kWh 52 59 77 77 79
WLTP 375 426 562 535 548

Nyhedsværdien er først og fremmest prisen – elbiler i 200.000-kroners klassen er eftertragtede.
Vælger man der store batteri, ender prisen dog på over 300.000 kroner, og ikke langt fra en Enyaq med samme batteri.
Det er derfor først og fremmest 60-udgaven, du bør overveje. Konkurrenterne er mange, Ford Explorer, KIA EV3/EV2, Volvo EX30, Renault 4/Megane/Scenic for bare at nævne 7.

Skoda Elroq udskiller sig ved at levere en god kvalitetsfornemmelse, køreoplevelse og ikke mindst praktikalitet.

Det er glædeligt, at der nu er så mange elbiler i denne prisklasse, at design, brand-loyalitet og mavefornemmelser nu også kan være afgørende i valget af bil.

Garanti: 5 år/150.000km (8 år eller 160.000km for højvoltsbatteri)

Del online:

Se andre elbiltests

Ford Capri & Explorer

25/10/2025

Elektrisk comeback? Dobbelttest af Ford Capri og Explorer. Kan Ford tage Danmark og resten af Europa med storm? Kendt tysk teknologi skal hjælpe mærket i mål.

Se anmeldelsen

Renault 5

09/09/2025

Hvis din hverdag sjældent kræver mere end 200 kilometers kørsel, plads til basketballspillere på bagsædet eller evnen til at sluge XL-barnevogne – så er Renault 5 ganske enkelt perfekt!

 

Se anmeldelsen

Den finurlige Ford – Puma Gen-E

01/12/2025

Der er efterhånden mange små elbiler i 200.000-kroners klassen. Hvad kendetegner Ford’s Puma, og kan man leve med et lille batteri på 43 brugbare kilowatt-timer?

Se anmeldelsen