Elbilforeningen satte campingvognen på krogen på en mini-ferie for at blive klogere på campisternes behov og udfordringer ved ladestanderne.
Kan det lade sig gøre at tage på campingferie med en elbil spændt foran og stadig komme helt afslappet tilbage efter ferien med de opladningsmuligheder, der er i dag? Det satte testholdets Martin Messer Thomsen sig for at undersøge, da han i foråret kørte med familien fra København til Fyn og retur med overnatning på tre forskellige campingpladser og besøg på et udvalg af natur- og kulturoplevelser undervejs.
Trækbilen på denne testtur er en ID.4 med 77 kWh batteri. Den har en WLTP-rækkevidde på 517 km og en realistisk rækkevidde på 350 – 400 km ved 110 km/t. ID.4 er en bil der, ligesom Audi e-tron, er skabt til at køre med anhænger. Den kører meget stabilt og anhængertrækket er lavet, så det er nemt at montere stik og sikkerhedswire. Vejret var 8 – 14 grader. koldt, regnfuldt og blæsende.
Læs også: Test: Med campingvogn og trailer på krogen; hvad betyder det for elbilens rækkevidde?
Turen
Dag | Dagsetape og overnatning | Distance | Kulturelle indslag |
---|---|---|---|
1 | København - Nyborg Overnatning: Nyborg Strandcamping | 131 km | Gåtur i Nyborg by og på havneområdet Gåtur langs Nyborg Nordstrand |
2 | Nyborg - Egeskov - Svendborg - Faaborg Overnatning: Løgismose Camping | 104 km | Damestenen i Hesselager Campingmuseet på Egeskov Slot Gåtur i Faaborg by |
3 | Faaborg - Assens - Middelfart - Bogense Overnatning på Bogense Strand Camping | 84 km | Stop på havnen i Assens for at se skoleskibet Georg Stage lægge til kaj Clay keramikmuseet i Middelfart Gåtur på havnen i Middelfart Middag på kroen i Bogense, gåtur på havneområdet i Bogense |
4 | Bogense - Odense - København | 200 km | Gåtur gennem Odense by |
Fra testholdets tidligere undersøgelser af rækkevidde ved vi, at vi omtrent halverer den, når vi spænder en campingvogn bagpå. Med en WLTP-rækkevidde på 516 km regner vi derfor ikke med mere end en realistisk rækkevidde på ca. 200 med campingvognen bagpå. Vi skal planlægge med en ladestander for hver 150 – 170 km for at have en sikkerhedsmargin.
Læs også: Test: Audi e-tron med stor og lille campingvogn
Hurtig- og lynladning langs vejnettet og i Svendborg
Hvordan vi designer byrummet, har betydning for, hvordan folk benytter det.
En af denne turs opmærksomhedspunkter var derfor oplevelsen af mødet mellem trækbilen og hurtig- og lynladerne langs vejnettet, hvor man gerne vil undgå at skulle frakoble campingvognen. En frakobling vil for mange campister være ensbetydende med ekstra besvær. Vi stoppede derfor ved en del forskellige ladestationer alene for at undersøge tilkoblingsmulighederne.
Hurtigladeren på Tuelsø rasteplads ved Sorø
Stoppet lå efter ca 78 km ved motorvejsrastepladsen ved Tuelsø på Sjælland, hvor der er ensrettet på hele pladsen. Den er som mange rastepladser indrettet med skråparkeringsbåse, og et godt stykke nede langs den bageste parkeringsbåsvej står én 50 kW hurtiglader for enden mellem to båse.
ID.4s ladeport sidder i bilens bageste højre hjørne. For de elbiler, der har ladeporten siddende bagi enten i højre eller venstre side, er det i mange tilfælde allerede en udfordring at benytte standere opstillet ved skrå båse, som den på billedet. Man er nødt til at vende bilen på en vejbanes bredde og bakke ind for at kablet skal kunne nå. Eller som vi gjorde i dette nødstilfælde: holde på tværs henover flere båse.
Da vi ankom, optog en anden elbil laderen, så vi måtte fortsætte forbi båsene med ladestanderen og holde ind lidt længere fremme i venteposition. Da den anden elbil var kørt efter ganske kort tid, bakkede vi med campingvognen tilbage til standeren, hvor det lykkedes at slutte til laderen. Bil og campingvogn optog 4-5 parkeringsbåse, mens det stod på.
(Red:Testen fandt sted torsdag eftermiddag i Kristi Himmelfartsferien, så den værste ferie-trafik var overstået. Den lille bakke-manøvre skabte derfor ikke kaos i den konkrete situation.)
Læs også: Test: Mercedes EQC med 1.500 kg campingvogn på krogen
Lynladeren i Halsskov ved Korsør
Andet test-ladestop var efter kun 35 km mere på motorvejen mod Fyn ved Powered by E.ON Drive og Clever i Halsskov kort før Storebæltsbroen. Da vi var kørt hurtigt videre efter test ved det første stop, var det godt at få lidt strøm på før Storebæltsbroen. Selvom testpiloten på denne test er en rutineret elbilist, så følte han, at en tur over stigningen på Storebælt i regn og blæst krævede lidt ekstra, når vi var afsted i en ny bil og endda med campingvogn.
I Halsskov er installeret fire lynladere. Der var én ladeplads ledig og heldet ville, at dens placering passede præcis til ID.4s ladedæksel, så vi ikke behøvede at koble campingvognen fra eller vente i kø til en af de andre blev ledige.
Hurtig- og lynladerne i Nyborg
I Nyborg kørte vi igen ind for at teste adgangsforhold. Her forsøgte vi først at tilslutte ved E.ONs 50 kW lader (Laderen er taget ned). Holder man sig inden for båsen ved E.ON-laderen kan kablet ikke nå. Ved at køre lidt op i græsrabatten og parkere lidt på sned kunne vi lige akkurat få kablet til at række. Enden af campingvognen stikker dog noget ud og blokerer for indkørsel til naboen – Ionitys standere.
Derefter testede vi Ionitys standere. Her gik det noget lettere. Båsene er relativt lange og kablet kunne uden problemer nå ladedækslet.
Lynladeren ved idrætscentret i Svendborg
Lynladeren er opstillet i kanten af parkeringspladsen længst væk fra hovedindgangen. For at kunne koble til med campingvognen, måtte vi køre på tværs af parkeringsbåsene.
Ud fra erfaringerne med hurtig- og lynladning på denne test-tur vil vi anbefale, at campister undgår ladepladser med skrå parkeringsbåse og dårlige oversigtsforhold: Det vil i 2021 sige alle rastepladser langs motorvejene.
Læs også: Elbiler med anhængertræk: Hvilke muligheder har du i 2021?
Destinationsladning
Opladning på campingpladserne
Vi overnattede på campingpladser i Nyborg, Løgismose og Bogense. I Nyborg kørte campingværtinden selv i elbil, en VW e-Up, og sluttede den hyppigt til et blåt CEE-stik i arbejdstiden. Hun havde ingen aktuelle planer om at opsætte destinationsladere til campisternes elbiler, og henviste i stedet til de mange hurtiglademuligheder, der er i Knudshoved og Nyborg.
Vi havde oprindeligt planlagt at overnatte på campingpladsen på Helnæs, men måtte på grund af lav nattemperatur finde et alternativ i nærheden, da vi under forberedelserne til turen opdagede, at gæster ikke måtte benytte strøm til opvarmning af campingvognen om natten. Alternativet blev Løgismose Camping på Sydfyn. Her fandt vi heller ikke ladere, men ejeren havde indgået en aftale med en lokal elektriker om opsætning af tre destinationsladere på gæsteparkeringsområdet uden for campingpladsens bomme.
På campingpladsen i Bogense var der heller ikke opladningsmulighed, men ejeren havde modtaget et tilbud fra en stor dansk ladeoperatør, der ville opsætte mange destinationsladere på hele Nordfyn. Planen var at acceptere tilbuddet. Det lover altså godt for en ikke al for fjern fremtid.
Grund til optimisme
Som situationen er på strækningen København – Fyn i øjeblikket kræver det en rigtig dygtig chauffør at navigere elbil og campingvogn på plads foran diverse lyn- og hurtigladere. En del af den offentlige ladeinfratruktur må naturligvis indrettes til elbiler med anhængere, hvis elbilen skal være et reelt alternativ for de fleste. Elbiler er velegnede til træk – også til længere ture, hvis infrastrukturen er planlagt, så det bliver nemt at komme til standeren. Se tal om de danske campisters kørselsmønster og gode råd fra Dansk Camping Union længere nede.
Med masser af nye ladepunkter på vej fra mange forskellige operatører både langs de store veje og på foreskellige destinationer er der god grund til at være optimistisk for fremtiden.
Hvor går din smertegrænse? Hvor mange opladninger vil du acceptere på en længere ferietur? Hvor tæt skal ladenetværket være, før du tør køre med campingvogn?
Skriv dine kommentarer i kommentarfeltet under artiklen …
Læs også: Værd at vide når du skal sydpå
Her hurtigladede vi på turen
- Tuelsø 1 hurtiglader 50 kW, E.ON – kan ikke anbefales til campingvogn
- Halsskov lynladestation med 4 lynladere 150 kW, Powered by E.ON drive og Clever – god til campingvogn
- Nyborg, Circle K, hurtiglader 50 kW, E.ON – for kort til campingvogn
- Nyborg, Circle K, 4 stk. lynladere 150 kW, Ionity – ok til campingvogn
- Nyborg, 2 stk 22 kW, i alt 4 stik, destinationsladere ved parkeringsområdet på havnen, Clever (Vi ladede efter efter at have sat campingvognen af på campingpladsen, mens vi spiste på havnen)
- Svendborg, 1 lynlader ved indrætscentret, 150 kW 2 stik, Sperto – ok til campingvogn, hvis der er parkeringspladser ledige til at man kan holde på tværs
- Vestergade i Bogense – bag handelsgaden 22 kW destinationslader, Clever (Vi ladede efter at have sat campingvognen af på campingpladsen) – kan ikke anbefales til campingvogn
Så langt kører Dansk Camping Unions medlemmer på langtur
DCUs medlemmer kører typisk mellem 600-700 km i et stræk med campingvogn bagpå en brændstof-bil, når turen går sydpå for eksempel til Gardasøen eller Lidoen i det nordlige Italien. Går turen nordpå kører medlemmerne typisk mellem 150-450 kilometer i et stræk, afhængig af om destinationen er Nordkap eller de norske fjelde.
FDEL: Med en hastighed på 80 km i timen og hyppige opladninger undervejs i en elbil med campingvogn bagpå er den mest sandsynlige – best opnåelige – rækkevidde på én dag nok et sted mellem 500 – 750 km
Det vil altså tage 2 – 3 dage at komme til Gardasøen.
DCUs gode råd til campister med en elektrisk trækbil:
1. Forudse trafiksituationen, og vær opmærksom på din hastighed.
2. Vælg “efficiency”-indstillingen i drive select, som er beregnet til særligt økonomisk kørsel. Det betyder, at bilen bruger bremseenergi – specielt benyttes funktionen, når bilen kører nedad bakke.
3. Tjek den indstillede kørehøjde for bilen. Du kan reducere kørehøjden og dermed luftmodstanden ved at vælge indstillingen ”sport” eller ”efficiency” i Audi drive select. Bilen sænkes, altså tyngdepunktet, deraf mindre luftmodstand.
4. Vær opmærksom på ekstra strømforbrugere: Klima – og varmeanlæg, varme/kulde i sæder, radio, bilens forlygter og el-bagrude bruger også strøm fra batteriet.
5. Undgå at køre med ekstraudstyr som for eksempel tagbagagebærer, hjælpespejle, trailer eller campingvogn, hvis du ikke har brug for det.
6. Brug eco-indstillingen til dæktryk. Øg bilens dæktryk, så dækkene “ruller” mest økonomisk. Læs bilens instruktionsbog.
7. Brug opvarmingsfunktionen til forudgående opvarmning/afkøling af kabinen (programmering af afgangstid), hvis bilen er tilsluttet en ladestation.
8. Brug range-indstillingen (begrænsede funktioner). Der kobler unødig brug af strøm fra bilen.
Kilde: DCU
Alle udgifter i forbindelse med testen er afholdt af testeren selv.
Testbilen var venligst udlånt af Volkswagen Amager.
Fotos: Copyright Elbilforeningen FDEL
Topfoto: Ved Damestenen i Hesselager