Af Santa Vizule
Den 23. februar 2016 deltog fire repræsentanter fra FDEL i et seminar om fremtidsperspektiverne for den Grønne Transport i Aarhus.
Vores gruppe bestod af: Hans Steffensen, Jan Rasmussen, Hans Hansen og Santa Vizule, og allerede ved ankomsten blev vi fordelt ved tre store runde borde. I alt var der ca. 30 mennesker til stede.
Man kunne se, at mange kendte hinanden i forvejen. De fleste kom fra forskellige firmaer, der har noget med bæredygtig byudvikling at gøre. Da vi alle sammen bar navneskilte, kunne vi straks finde ud af, hvor talrigt Aarhus Kommune var repræsenteret. Derudover kunne vi få øje på flere medarbejdere fra det Teknologiske Institut og et par politikere.
I løbet af dagen lavede vi flere forskellige øvelser, hvor alle fik lov til at fortælle noget om deres visioner omkring den grønne transport i Aarhus. Der blev talt meget om letbane, cykelstier og delebiler. Seminarets højdepunkt var et inspirationsoplæg fra Lærke Flader, som er branchechef for Dansk Elbil Alliance. Hun fortalte lidt om statistik vedrørende elbiler. I den forbindelse fik vi bl.a. at vide, at Aarhus Kommune i øjeblikket har ca. 100 elbiler i sin flåde, og at antallet af elbiler i Danmark blev fordoblet sidste år. Ved årets udgang var der knap 8000 elbiler. Afslutningsvis forklarede Lærke Flader, hvad det nye afgiftssystem kommer til at betyde for prisen på elbiler. I den forbindelse fik vi at vide, at fx VW hybrid Golf vil falde i pris, mens e-Golfen, som kører udelukkende på strøm, vil blive dyrere.
Efter denne nedslåede nyhed skulle vi i arbejdstøjet og beskrive, hvordan vi/vores firma kunne fremme den grønne udvikling i Aarhus. Da vi i løbet af dagen havde hørt utallige gange om ”borgernes mentale barriere” i forhold til elbilerne, besluttede Jan Rasmussen og Santa Vizule at foreslå, at FDEL kunne holde foredrag om elbiler på folkeskoler og gymnasier. Vi mente også, at køreskolerne kunne involveres i vores oplysningsprojekt, fordi der så kunne være en større chance for, at unge mennesker ville vælge en elbil. Vi beskrev vores idé på et A3-ark og hang det op på en væg ved siden af andres projektforslag.
Det er usikkert, om Aarhus Kommune vil arbejde videre på vores idé, men vi har gjort alt, hvad vi kunne for at fortælle seminarets deltagere, at FDEL er en forbrugerorganisation, der gerne deler sin viden om elbiler.