Pressemeddelelse fra Ole Jeppesen Kommunikation: Dagli’Brugsen Gl. Rye, Byens Egen Butik, har igen udvidet sortimentet. Nu kan kunder hurtigoplade deres elbil, mens de køber ind i butikken. Elbilforeningen er glade for initiativet, men som foreningens formand, Anna Hilden, siger: “Vi kan ikke basere udrulningen af ladeinfrastruktur på lokale ildsjæle og sponsorer. Derfor anbefaler FDEL en statslig pengepulje til etablering af hurtigladere i tyndt befolkede områder.”
Flere supermarkeder og butikscentre har de senere år opsat ladestandere. Her kan kunder i elbil lade bilens batterier op med samme hastighed som på den lader, de har hjemme i garagen. Dagli’Brugsen i Gl. Rye har nu valgt at gå skridtet videre:
”Herude på landet går vi jo ikke i små træsko, så vi har fået opsat to forskellige ladere. Den ene er en 24 kW jævnstrøms-’semihurtig-lader’, som giver kunder i elbil mulighed for at oplade op til seks gange hurtigere, end de kan på deres hjemmelader. Den anden lader er en langsommere 11 kW vekselstrømslader, som primært skal bruges til en kommende dele-elbil,” forklarer initiativtager Ole Jeppesen fra Gl. Rye.
Ens pris for alle
Alle elbilister kan lade til billige penge, idet operatøren tager samme lave pris på kr. 2,50 pr kWh for alle.
Ladestanderne er placeret på Dagli’Brugsens parkeringsplads. Almindelige biler må stadig gerne bruge pladserne ved ladestanderne, idet parkeringspladsen er for lille til at lave dedikerede ladepladser til elbiler.
”Kunderne må indtil videre deles om pladsen, men det skal nok gå, tror vi på. ’Fossildrevne’ kunder holder jo sjældent så længe ad gangen. Det vigtige er, at elbilisterne husker at handle i butikken, mens de lader. P-pladsen – og dermed laderen – er kun for kunder,” påpeger Ole Jeppesen og tilføjer:
”På en god halv time kan man tanke strøm til små 100 kilometers kørsel. Med andre ord kan vores ladestation blive en kærkommen hjælp for elbilister, der er ved at køre flad.”
Fremtidssikret opbakning
Anlæggets kabling og styreskab er overdimensioneret og dermed parat til en endnu større lader, når disse engang i fremtiden bliver billigere. Projektets samlede omkostninger udgør omtrent 190.000 kroner, og finansieringen består hovedsageligt af støttemidler fra Skanderborg Kommunes Toårige Landsbypulje og COOP’s Medlemsinnovationspulje. Begge puljer lagde i forbindelse med bevillingen vægt på et element af fremtidssikring.
”Vi er dybt taknemmelige over støtten. Det er rart, at andre kunne se fornuften i vores vidtløftige planer – og at der generelt synes at være opbakning til aktive landsbyer som Gl. Rye,” konstaterer initiativtageren.
Næstformand for Gl. Rye Brugsforening, Martin Bernt Rud glæder sig også over realiseringen af projektet.
”I Byens Egen Butik forsøger vi altid at tage ny teknologi og nye muligheder i brug, når de er tilpas modne, og når de kan bidrage positivt til vores kunders dagligdag og livet i Gl. Rye. Det har vi f.eks. tidligere gjort med vores infoskærm og medlems-mobilapp – og nu gør vi det med elbilerne. Vi håber kort og godt, at initiativet vil trække en voksende skare af elbil-ejere til vores butik,” siger Martin Bernt Rud.
Næste fase er allerede indledt, nemlig anskaffelsen af en elektrisk delebil som supplement til ordningens eksisterende benzinbil. Men det bliver en anden grøn historie.
Yderligere info: Kontakt Ole Jeppesen på 24804093 eller mail@olejeppesen.dk
Ole er journalist og medskaber af DriveGreen TV
“I Elbilforeningen ser vi positivt på lokale initiativer som det, man har taget i Gl. Rye”, siger formand Anna Hilden. “Men vi kan ikke basere udrulningen af ladeinfrastruktur på lokale ildsjæle og sponsorer. Derfor anbefaler FDEL en statslig pengepulje til etablering af hurtigladere i områder, hvor det ikke kan ske på almindelige, kommercielle vilkår”, fortsætter hun og henviser til foreningens holdningsprotokol https://
FAKTA
Hvad?
En vekselstrømslader på 11 kW og en jævnstrømslader på 24 kW, begge fra Sperto Aps.
Hvor?
Ved Dagli’Brugsen i Gl. Rye
Pris?
Cirka 190.000 kroner.
Finansiering?
Skanderborg Kommunes Toårige Landsbypulje, COOP’s Medlemsinnovationspulje, Gl. Rye Brugsforening
Hvordan betaler elbilister?
Via en ladebrik fra Plugsurfing eller web-app’en “be.ENERGISED Community”