”På et tidspunkt i fremtiden kommer jeg til at eje en elbil.” Sådan tænkte jeg for efterhånden mange år siden. Elbilens miljømæssige fordele stod lysende klart for mig, og da jeg ejer husstandens sekundære bil og kører næsten udelukkende korte distancer, så var rækkeviddeproblematikken ikke relevant. Mit kørselsmønster er absolut optimalt til en elbil, det har jeg aldrig været i tvivl om.
I 2012 læste min mand en anmeldelse af Nissan LEAF i det tyske bilmagasin ADAC. Han fortalte mig om LEAF-træet i displayet, som voksede op ved økonomisk kørsel. Tanken om LEAFen blev siddende i baghovedet på mig.
Da regeringen annoncerede stop for afgiftsfritagelsen på elbiler pr. 1. januar 2016, var både min mand og jeg meget utilfredse med dette tiltag – en helt forkert retning for Danmark.
Ordet ”elbil” dukkede oftere og oftere frem i vores samtaler, og da afgiftsforhøjelsen til 40 % nærmede sig, sagde min mand til mig: ”Hvis du skal have en elbil, så skal det være nu”.
Vi undersøgte, hvad der var på markedet, og endte med i oktober 2016 at importere en Nissan LEAF Tekna, 24 kWh – nok mest pga. historien med det voksende træ, som havde gemt sig i mit baghoved.
Vi måtte starte helt fra bunden, for vi kendte ikke en sjæl, som havde elbil, og havde aldrig hørt om FDEL.
Leafen havde andre fordele end det miljømæssige perspektiv, fandt vi hurtigt ud af. Den var meget sjovere at køre i end vores store Opel Insignia, som efterhånden kun stod og samlede støv. Min mand lånte ofte min Leaf, og der udviklede sig en kamp på hjemmefronten om, hvem som skulle køre bilen.
Der var kun én udvej – vi måtte have en elbil til!
Vi kiggede på en Leaf, 30 kWh, men endte med at købe en brugt Tesla Model S fra 2013. Valget faldt på Teslaen pga. den større rækkevidde, men allermest fordi den er mere rummelig.
Inden for 4 måneder var der havnet to elbiler i vores indkørsel.
I dag er vi to glade elbilsejere i husstanden. Det blev min tredje bil, som blev en elbil, og fremover vil jeg aldrig købe andet end en 100 % elbil.