Hvordan får vi flere almindelige mennesker til at vælge elbiler?
Der er fortsat ikke mange nye elbiler til salg til under 300.000 kr., og pt. er der kun en enkelt bilmodel til under 200.000 kr. På Folkemødet på Bornholm havde Elbilforeningen i Danmark derfor inviteret til debatarrangement for at blive klogere på, hvad politikerne og branchen mener, der bør gøres.
Arrangementet var ganske velbesøgt, solen strålede fra en stort set skyfri himmel, og med havnen og klipperne i Allinge som smuk baggrund var scenen sat til en debat, hvor vi kom godt rundt om emnet.
I panelet havde vi inviteret adm. direktør for De Danske Bilimportører, Mads Rørvig, medlem af Europa-Parlamentet for Moderaterne, Bergur Løkke Rasmussen, og medlem af Folketinget og transportordfører Niels Flemming Hansen fra Det Konservative Folkeparti. Vores egen pressetalsmand, Mads Aarup, havde også taget plads i panelet.
Vores direktør, Asser Mortensen, sørgede som moderator for at holde debatten på rette vej.
På det indledende og ganske åbne spørgsmål om hvordan vi får flere almindelige mennesker til at vælge elbiler frem for benzin- og dieselbiler, advarede De Danske Bilimportører det politiske niveau om de uheldige konsekvenser ved en for hurtig indfasning af afgifter på elbiler. Fx har pludselige afgiftsstigninger i Italien og Sverige bremset salget af elbiler.
Debatten kom også omkring et af de paradokser, som mange bilkøbere formentlig kan nikke genkendende til. Rigtig mange er nemlig parate til at skifte til elbil, men det kan være en barriere, når en ny, lille benzinbil koster helt ned til 130.000 kr., mens de fleste nye elbiler ligger i prislejet mellem 300.000 og 500.000 kr.
Bilimportørerne lovede, at der er billigere elbiler på vej, men at der kommer til at gå nogle år endnu, før de helt billige elbiler kommer på markedet – og forudsat at afgifterne for elbiler ikke som planlagt i den nuværende afgiftsstruktur tager et nøk opad. Der var samtidig bred enighed i panelet om, at EU havde sat en meget klar retning for bilindustrien ved at forbyde salg af nye personbiler med udstødningsrør fra 2035.
Paneldeltagerne roste til aktørerne, herunder staten, kommunerne og ladeoperatørerne for at bidrage målrettet til den offentlige ladeinfrastruktur. Ifølge Mads Aarup er det dog også vigtigt at fokusere på ladepunkter i boligforeninger og på arbejdspladser, da det er billigt i samfundskroner, og da bidrager til flere lademuligheder for de elbilister, der ikke har adgang til egen ladeboks.
Afslutningsvis opfordrede Mads Aarup til, at kommunerne i højere grad bruger muligheden for at etablere nul-emissionszoner i byerne, da det effektivt kan forbedre luftkvaliteten lokalt og samtidig tilskynde endnu flere til at skifte til elbil – især efterhånden som elbilen kommer inden for økonomisk rækkevidde for flere danskere.
—
Elbilforeningen i Danmark vil den kommende tid især arbejde for:
- Flere ladepunkter i boligforeninger og på arbejdspladser
- Afbalancerede bilafgifter der bidrager til statskassen uden at bremse salget af nye elbiler
Foretrækker du en brugt frem for en ny elbil, er der efterhånden mange at vælge mellem fx på biltorvet.dk og bilbasen.dk.
Du kan også søge inspiration i vores database, der opdateres en gang om året i januar:
https://elbilforeningen.dk/analyse-brugte-elbiler-saa-meget-faar-du-for-en-hund/