Nyheder

Kør Grønt-kampagnen: “Borgernes fokus ligger nu på opladning og afgifter”

Rækkevidde og ladehastighed er stærkt øget på få år og derfor ikke så interessante mere i spørgsmålet om elbilerne som fremtidens køretøj. Teamet bag elbil-arrangementerne Kør Grønt er glade for årets resultater. Det blev til i alt 108 prøvekørsler fordelt på tre torvedage og seks forskellige bilmærker.

Med Kør Grønt-kampagnen kommer elbilerne ud til borgerne

På trods af usikkerhed om afgiftsituationen, pandemi og voldsomt regnvejr var arrangørerne glade for at se en del interesserede publikummer til Kør Grønt-arrangementerne, der blev afviklet efter alle corona-restriktioner i september. I år stillede byerne Hillerød, Holbæk og Roskilde torve til rådighed, så borgerne kunne møde elbiler og opladningsudstyr fra de medvirkende udstillere E.ON, EVdk, Honda, Hyundai, Kia, Mercedes, MG og Renault.

Kampagnen tiltrak også borgere fra andre byer, som her Elo, der havde taget turen fra Amager:

“Det var et fint arrangement, hvor man kunne prøve de forskellige biler, uden at man skulle bestille tid og rende rundt til de forskellige forhandlere. Rigtigt godt. Kun ærgerligt, at I ikke kommer til Amager, så jeg skulle køre helt til Roskilde.”

Elbilforeningen, den ene af kampagnens to afsendere, ser gerne at elbil-torvedagene vokser i antal i 2021. Formanden for den landsdækkende forening, Anna Hilden, ser også gerne at elbil-torvedagene kommer ud til kommuner i andre regioner, da der også her er grund til at tage dialogen med borgerne. Ideen til kampagnen er udviklet i samarbejde med Region Hovedstadens indsats, Copenhagen Electric, der har haft elbiler og mobilitet på dagsordenen i mere end en dekade.

 

Opladning og afgifter

Kør Grønts elbil- og opladningsekspert, konsulent Martin Messer Thomsen, har været med på borgerrettede arrangementer af samme slags som Kør Grønt i mange år. Han lagde i år særligt mærke til, at borgernes fokus har flyttet sig:

– Tendensen er helt klar: Folk spørger ikke primært længere skeptisk til, om elbiler er fremtiden, når de møder os på torvene. De har derimod en række spørgsmål, der relaterer sig til deres eget behov: Hvornår skal jeg skifte til elbil? Hvilken elbil passer til mit behov? Hvordan kan jeg komme til at lade, der hvor jeg bor? 

Mange har allerede undersøgt en del på nettet og bruger mødet på torvet til lige at få be- eller afkræftet de informationer, de har fundet eller fået hos forhandleren, fortæller Martin. Det kan for eksempel være spørgsmål om stiktyper eller betalingsmuligheder ved de offentlige ladepunkter. Den udvikling hænger sammen med, at rækkevidden nu er lang nok og ladetiden overkommelig i de flestes optik, forklarer han og fortsætter: Der har tidligere været et naturligt fokus på de udfordringer, der hænger sammen med kort rækkevidde og lang opladningstid, som den første generation elbiler er kendt for. Men nu er der langt større forståelse for, at det egentlig er en kombinationen af fire elementer, der gør om du kan bruge en elbil i det daglige. Det handler nemlig både om personligt kørselsbehov, om man har nem adgang til opladning i det daglige samt om bilens rækkevidde og opladningstid. I år havde vi elbiler med på torvet til prøvekørsel, der kunne køre mellem 150 og tæt på 400 km i forskellige prisklasser. Det kan de fleste sagtens klare sig med, vurderer specialisten. (Red.: Ifølge DTUs transportvaneundersøgelse kører gennemsnitsdanskeren 45,5 km om dagen. Se figuren i boks 3)

Der var også en del besøgende på torvet, der bor i boligforeninger uden privat parkeringsplads. Opladning i boligforeninger er der desværre ikke noget enkelt svar på, men man kan komme langt ved indledningsvis at læse de uvildige vejledninger, der er udgivet på elbilviden.dk og elbilforeningen.dk. Her kan man også finde kort over placeringen af offentlige ladepunkter. Har man flere spørgsmål, kan man kontakte Elbilforeningens sekretariat.

Mere information om Kør Grønt: Interesserede kommuner kan kontakte Camilla Thomsen, projektleder. M: 9392 1499, E:  sekretariatet@elbilforeningen.dk. For deltagelse i Kør Grønt arrangementer og partnerskabsaftaler kontakt projektleder Jens Simon M: 2636 4879 E: js@jenssimon.dk

Bjørn Nylands køretider på 1000 km-udfordringen
Kør Grønt – elbiludstilling og prøvekørsel fra Hestetorvet i Rosklide september 2020.

Fotos: Copyright Elbilforeningen FDEL

Del online: