Den ambitiøse bestyrelse lægger op til en organisationsændring med øget fokus på kommunikation, medlemsinvolvering samt en udvidelse af sekretariatet.
I weekenden var Elbilforeningens nyvalgte bestyrelse samlet til seminar på Hotel Skandinavien på Langeland. Rammerne kunne ikke være mere velvalgte med H.C. Ørsteds statue stående lige udenfor.
Forperson Christian Nolsøe Nielsen udtaler:
“Elbilsagen har medvind, både politisk og i befolkningen, fordi elbiler er en afgørende del af den grønne omstilling. Der er historisk stor interesse for elbiler, men vi står samtidig med en række problematikker i form af leveringsudfordringer, ladekapacitet og generel manglende viden – og det forsinker den grønne omstilling. Derfor er der brug for en forening, der udelukkende taler elbiler og elbilisternes sag i Danmark, og dén opgave er vi klar til at løfte“.
Bestyrelsen 2022 består af forperson Christian Nolsøe Nielsen, siddende, og fra venstre Mads Aarup, Simon Leed Krøs, Hans Peter Andersen, kasserer Rasmus Foged, Lars Jensen samt Anja Becher Andresen, der ikke ses på fotoet.
Bestyrelsen udpegede desuden Christian Nolsøe Nielsen til forperson for Forretningsudvalget, Simon Leed Krøs til forperson for Kommunikationsudvalget og Rasmus Foged til forperson for Politikudvalget.
Anja Becher Andresen, Hans Peter Andersen og Christian Nolsøe Nielsen blev udpeget til medlemmer af Kommunikationsudvalget, og Mads Aarup og Christian Nolsøe Nielsen blev udpeget til medlemmer af Politikudvalget.
Endvidere udpegede bestyrelsen Lars Jensen og Rasmus Foged til foreningens repræsentanter i Global EV Alliance (GEVA).
Læs mere under bestyrelsesmedlemmernes profiler.