Du ved formentlig godt, at det er billigere at lade din elbil hjemme end ude. Og har du allerede valgt en ladeboks og tilhørende ladeabonnement til at hjemmelade din elbil, kan det virke som den mest enkle løsning at gå med samme ladeløsning til udeladning med et fast månedligt abonnement. Bedst kendt er f.eks. et Clever One abonnement eller Oplad Ude fra Norlys, hvor du betaler en fast pris hver måned for at oplade din elbil, når du er på farten. Abonnementspriserne svinger og afhænger ofte af, hvor langt du kører i din elbil årligt.
Men selv med jævnlig udeladning er det ikke sikkert, at du behøver binde dig til en ladeaftale med abonnement hos en enkelt ladeoperatør. Ved moderat behov for udeladning kan den rigtige ladeløsning uden abonnement ofte give dig mest mulig fleksibilitet, det bedste udvalg af ladestandere og stadig til en fornuftig pris. Alt afhængig af, om du har en eksisterende ladeløsning derhjemme og dit kørselsmønster, naturligvis.
De fleste ladeløsninger uden abonnement kommer med en fysisk og digital måde at lade din elbil på. En ladebrik er en hurtig måde at udelade din elbil, mens en app på din telefon sikrer dig overblik over lademuligheder, dit forbrug og ladestatus.