Søg
Søg
Close this search box.

OK udvider forretningen med lynladestationer

Elbilforeningen glæder sig over, at midlerne fra Vejdirektoratets ladeinfrastrukturpulje betyder, at selskabet OK vil opstille en række lynladere på udvalgte tankstationer i Danmark.

Allerede sidste år sprang OK ud som ladeoperatør for offentlig opladning i shoppingcentret Borgen i Sønderborg. Og i begyndelsen af 2021 lancerede de en ladeløsning til opladning af elektriske køretøjer hjemme i garagen. OK-koncernen, der har så forskellige varer på hylden som mobiltelefoni, forsikringer, bilvask, parkering og tankstationer, kaster sig nu også over opgaven med at opsætte lynladestationer til elbiler og bliver dermed en seriøs konkurrent til de etablerede ladenet på markedet.

Som en af de store landsdækkende tankstationskæder i Danmark vil OK også være en del af den udvikling, der sker på markedet for opladning af el- og hybridbiler, skriver produktchef i OK, Tor Folmann Krarup, i en nylig udsendt pressemeddelelse. De opsætter derfor lynladere på deres mest besøgte tankstationer ved trafikknudepunkter tæt på motorvejsnettet.

Flere tankstationskæder, Shell og Circle K, har på det seneste annonceret deres entré på markedet for elbil-opladning. I Elbilforeningen glæder vi os over, at tankstationerne har lyst til at være en del af fremtidens lademarked, for tankstationerne tilbyder i forvejen kiosk, toilet, tydelig prisskiltning, god belysning og kortbetaling. Det gør overgangen fra benzin til el meget nemmere for næste bølge af elbilister“, lyder det fra Anna Hilden, forperson for Elbilforeningen.

Allerede fra foråret 2021 vil man kunne finde lynhurtig opladning på en del af disse OK-tankstationer:

  • OK Nyborg Slipshavnsvej 3, 5800 Nyborg
  • OK Taulov Europavej 6, 7000 Fredericia
  • OK Ødum Landevejen 203, 8370 Hadsten
  • OK Ringsted Klosterskovs Allé 2, 4100 Ringsted
  • OK Greve Mosede Landevej 68, 2670 Greve
  • OK Taulov Europavej 5, 7000 Fredericia
  • OK Holsted Energivej 2, 6670 Holsted
  • Aarhus Havn Vandvejen 7, 8000 Aarhus C
  • Afkørsel 50 Glisholmvej 5, 5260 Odense S

På hver placering opsætter OK til at begynde med to lynladestandere, der hver kan levere op til 350 kW. I forbindelse med gravearbejdet forberedes til en udvidelse med fire standere hvert sted, så det er let at etablere nye ladestandere, efterhånden som efterspørgslen vokser.

I pressemeddelelsen varsles også lancering af produktet opladning på arbejdspladsen.

OK lægger op til at forbrugerne skal benytte den eksisterende OK-app som betalingsmiddel. Prisen for en kilowatt-time er ikke meldt ud endnu, men kommer til at være ens for alle – uanset om man i forvejen er OK-kunde eller ej, siger produktchefen.

Topfoto: Copyright Elbilforeningen FDEL, OK Tankstationen på Mosede Landevej