Nyheder

Over 600 danske elbilister bruger nu ladebrikken

Først i november 2024 blev Elbilforeningens ladebrik lanceret som en ny, gratis medlemsfordel i Elbilforeningen i Danmark. Men interessen og opbakningen blandt både eksisterende og nye medlemmer har været overvældende. 650 medlemmer har indtil videre modtaget ladebrikken, der sikrer direkte betaling ved mere end 150.000 hurtigladere på tværs af Europa.

Ladeløsning giver ro i maven

Det kan godt være, at de fleste elbilejere har godt styr på hjemmeladningen, men hurtigladning, når man er på farten, og specielt uden for Danmarks grænser, er en anden sag. Et væld af forskellige ladeudbydere, appløsninger, sprogudfordringer og meget andet skubber til nervøsiteten. Verdens største forening for elbilister, Norsk elbilforening, fandt for mange år siden en løsning på den udfordring. De udviklede en ladebrik til enkel udeladning på tværs af ladeoperatører i hele Europa.

I dag kan elbilister med adgang til ladebrikken betale ved mere end 150.000 europæiske hurtigladere – og siden november 2024 har danske medlemmer af Elbilforeningen i Danmark altså også kunne bestille ladebrikken.

Lanceringen af ladebrikken i Danmark er ikke gået ubemærket hen. Hundredevis af eksisterende og nye medlemmer af foreningen har taget ladebrikken til sig og flittigt brugt den igennem sommeren på kør-selv-ferien i Europa. Det vækker glæde hos bestyrelsesleder i Elbilforeningen i Danmark, Jørn Grønkjær:

“Det er altid spændende, når man som forening lancerer så markant en medlemsfordel som en ladeløsning. Over sommeren har vi fået mange positive tilbagemeldinger fra vores medlemmer. De fortæller, at ladebrikken har gjort deres kør-selv-ferie i elbil langt enklere end tidligere. De kommer hurtigere videre fra ladestationerne og slipper helt for appjunglen. Vi er simpelthen så glade for reaktionen blandt vores medlemmer, og arbejder nu, sammen med vores norske søsterforening, på yderligere forbedringer til ladebrikken, baseret på vores medlemmers tilbagemeldinger.”  

Elbilforeningens ladebrik kommer med den tilhørende app, Elbilappen, der blandt andet viser samtlige ladestationer, hvor man kan betale direkte med ladebrikken. Bliv medlem i dag og modtag Elbilforeningens ladebrik.

Norsk/dansk ladebriksoptimisme

Hver måned rammer tusindvis af nye elbilister vejene. Ifølge bilstatistik, blev der i 2. kvartal 2025 indregistreret 32.639 nye elbiler i Danmark. Salgstal, der begynder at ligne dem, man længe har set i Norge. Elbilforeningen i Danmark arbejder tæt sammen med Norsk elbilforening for at kunne tage godt imod de mange nye danske elbilister. I dag er ladebrikken det fysiske bevis på det samarbejde, men elbilforeningens bestyrelse rummer også en repræsentant fra Norsk elbilforening, Petter Haugneland. Han er til daglig Næstleder i Administrationen i Norsk elbilforening, foruden Næstleder i Elbilforeningen i Danmark og Vice Chair i Global EV Alliance.

Petter ser ladebrikkens udbredelse i Danmark som en afgørende del af foreningens strategi om at gøre det enklere at være dansk elbilist:

“I Danmark er Europa bare en smuttur væk. Men udeladning kan for mange især nye elbilister være en smule angstprovokerende, når man kører rundt i et fremmed land. Derfor er jeg heller ikke overrasket over, at vi ser danskerne tage ladebrikken til sig. Den gør det enklere at være elbilist og sikrer ladefrihed. Vi ser samtidig stadig flere ladeoperatører på det danske marked blive en del af vores ladebrik. Senest har Norlys indgået en aftale med os. Ladebrikken er åben for alle ladeoperatører, uden undtagelse, og det tror vi på er vores styrke.”      

Del online: